13. Koder

Playfair-koden

Lord Playfair havde fundet på en stærk kode. Måske så stærk (og svær!) at militæret ikke kunne finde ud af at bruge den? Men det kan spejderne selvfølgelig sagtens.

Hør Dagmar og August først fortælle historien om Lord Playfair og dernæst forklare, hvordan du selv bruger den lidt svære kode:

Explainer: August og Dagmar fortæller om Playfair-koden

En Playfair-kode er sværere at bryde end mange andre koder. Det er fordi den oversætter 2 bogstaver ad gangen. Når du først kommer i gang er det lettere end det lyder.

Lær at bruge Playfair-koden

Du skal bruge et græsk kvadrat med bogstaverne fra A-Z (også kaldet en Polybius-firkant):

Polybius-firkant

Du kan godt bruge det almindelige kvadrat til Playfair-koden. Men lad os gøre den lidt sværere at bryde ved at bytte rundt på bogstaverne i kvadratet med et kodeord. Med kodeordet “SPEJD” bliver kvadratet til:

Playfair-kvadrat med kodeordet SPEJD

Det svære ved Playfair-koden er at du skal oversætte 2 bogstaver ad gangen. Det gør du ved at finde de to bogstaver i kvadratet og så bruge én af reglerne:

Regel 1 — De to bogstaver er ens eller står på samme række: Oversæt hvert bogstav med bogstavet til højre. Bogstaver yderst til højre erstattes med bogstaver yderst til venstre. Så AF bliver til BG og ED til JS.

Regel 1: samme række

Regel 2 — De to bogstaver står i samme kolonne: Oversæt hvert bogstav med bogstavet under det. Bogstaver helt i bunden erstattes af bogstaver helt i toppen. Så ER bliver til CX og VO til SV.

Regel 2: samme kolonne

Regel 3 — Bogstaverne står i to modsatte hjørner af en firkant: Oversæt hvert bogstav med det andet hjørne-bogstav i firkanten, der står på samme række. FV bliver til AY og OK til QH.

Regel 3: modsatte hjørner

Lad os oversætte beskeden: DU KAN IKKE BRYDE DENNE KODEX. Bemærk det ekstra X, så der er et lige antal bogstaver.

  • DU bliver til GZ (samme kolonne — regel 2)
  • KA bliver til HB (firkant — regel 3)
  • NI bliver til MD (firkant — regel 3)
  • KK bliver til LL (ens — regel 1)
  • EB bliver til PC (firkant — regel 3)
  • RY bliver til TX (firkant — regel 3)
  • DE bliver til SJ (samme række — regel 1)
  • DE bliver til SJ (samme som før)
  • NN bliver til HH (ens — regel 1)
  • EK bliver til PL (firkant — regel 3)
  • OD bliver til US (firkant — regel 3)
  • EX bliver til CE (samme kolonne — regel 2)

Kodeteksten bliver altså til GZHB MDLL PCTX SJSJ HHPL USCE.

Kodebrydning

Når du skal løse koden, skal du kende kode-ordet, tegne firkanten og så vende regel 1 og regel 2 om: Når du skal oversætte to bogstaver fra samme række eller samme kolonne, skal du kun huske at gå til venstre i stedet for til højre, og op i stedet for ned.