10. Kend naturen

Stjerner

Når det er nymåne og skyfrit, så læg dig ned på en mark, og kig op: Alle Mælkevejens stjerner blinker tilbage til dig.

Virvarret af stjerner har vi mennesker ordnet i stjernebilleder; mange af dem er ældgamle og har rødder helt tilbage i Egypten og Babylon. De mest kendte er nok Lille Bjørn og Store Bjørn (som har Karlsvognen i sig). Mens Jorden drejer, danser de to bjørne rundt om Lille Bjørns hale, Nordstjernen, tæt fulgt af Bjørnevogteren.

Vil du hellere lytte? Tag vores podcast-afsnit om Stjernehimlen i ørene. Der kan du blandt andet høre om navigation med stjernerne, GPS-spoofing og stjernebilleder.

Find Nordstjernen med Karlsvognen

Find Nordstjernen

Nordstjernen ligger altid mod Nord, og du kan finde den med hjælp af Karlsvognen. Find Karlsvognen og forestil dig en streg mellem de to yderste stjerner i vognen. Følg stregen opad i ca. fem gange sin egen længde. Dér ligger Nordstjernen, og i dens retning ligger Nord.

Der er masser af andre stjernebilleder deroppe på nattehimlen. Det kan godt være svært at finde rundt i. Derfor har vi lavet en kort video, hvor vi viser, hvordan du finder de 15 vigtigste stjernebilleder på himlen. Det tager kun 10 minutter.

15 stjernebilleder på 10 minutter — En video med en let metode til at finde 15 klare stjernebilleder.

For at kunne finde rundt har vi tegnet en stjernehimmel, der bare viser stjernerne, og så har vi også tegnet et stjernekort, hvor du kan se alle stjernebillederne og de kraftigste stjerner. På den måde kan du let øve dig i at finde stjernerne på stjernehimlen — også selvom det er overskyet udenfor.

Nogle gange kan man også se planeter vandre over himlen. De ligger alle på båndet Ekliptika, der går igennem de 12 stjernetegn. På stjernekortet kan du også se Eliptika.

Du kan også se, om du kan finde den klareste stjerne på himlen. Det er hundestjernen, Sirius, i stjernebilledet Store Hund. Den er en af helten Orions to jagthunde. Orion kæmper selv mod Tyren for at finde de syv prinsesser, Plejaderne.

Du kan også finde kong Cepheus og dronning Cassiopeia, hvis datter, prinsesse Andromeda, bliver reddet af helten Perseus. Lige over prinsessens knæ kan du måske ane en lille lys plet. Den lille plet er faktisk 2,5 millioner år gammelt lys, der er udsendt af Andromeda-galaksens 1 billion stjerner.

Den nordlige stjernehimmel

Den nordlige stjernehimmel

Sådan ser stjernehimlen ud på den nordlige halvkugle. Hvis du gerne vil lære at genkende stjernebillederne, kan du øve dig her. Hvis du kan genkende stjernebillederne på det her stjernekort, kan du næsten med sikkerhed finde dem ude på den rigtige stjernehimmel.

Overskyet Stjerneklart
Stjernebilleder på den nordlige halvkugle

Stjernebilleder

Stjernebillederne på den nordlige halvkugle. Vi har også markeret nogle særligt klare stjerner som Nordstjernen, Procyon og Altair. Derudover kan du finde de tre asterismer: Karlsvognen, Sommertrekanten og Vintertrekanten. Men husk, der er ikke tegnet streger på den rigtige stjernehimmel, så øv dig i stedet på stjernekort­et ovenover.

Himmel Kort

© Spejderliv og Kim G. L. Pedersen 2019. Stjernehimlen er tegnet med data fra Hipparcos-mission fra det Europæiske Rumagentur (ESA) og GAIAs billede af Mælkevejen (© ESA/Hipparcos/Gaia/DPAC) og er derfor frigivet under CC BY-SA 3.0 IGO.